Uddannelse til specialsygeplejerske i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri
Specialuddannelsen for sygeplejersker gør en stor forskel for vores patienter. Du bygger videre på din grunduddannelse og får en bred indsigt i psykiatri. Samtidig får du mulighed for at fordybe dig og få et større overblik over dit fag.
Psykiatriområdet er blandt de få specialer med en specialuddannelse for sygeplejersker. Vores mål er, at mindst halvdelen - og gerne flere - af vores sygeplejersker skal være specialuddannede i psykiatrisk sygepleje.
Som specialuddannet udvider du det felt, som du kan arbejde indenfor. En specialuddannelse åbner også flere karriereveje og giver rift om dine kompetencer.
En specialuddannelse styrker din faglighed
Som sygeplejerske har du mange muligheder for at udvikle og videreuddanne dig, ligesom du har mulighed for at forske. Vi prioriterer uddannelse for sygeplejersker og udbyder specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje.
Uddannelsen veksler mellem teori og praksis og trækker på den nyeste viden inden for psykiatrisk sygepleje og behandling, sundheds-pædagogik, kvalitetsudvikling og tværsektorielt samarbejde mm. Specialuddannelsen giver dig en solid faglig ballast og inspiration til at videreudvikle din egen og dine kollegers praksis. Specialuddannelsen udfordrer dig, styrker din faglige identitet og åbner samtidig nye muligheder for dig i jobbet.
Specialuddannelsen for sygeplejersker i psykiatrisk og børne- og ungdomspsykiatrisk sygepleje er en 1,5-årig kompetencegivende videreuddannelse. Det er et fuldtidsstudium, der begynder i august.
Specialuddannelsen er fælles for alle regioner og har til huse på Næstved Sygehus. Vi har et tæt samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri.