Gå til indhold

Uddannelsessted Psykiatrien Vest

Se kontaktoplysninger
Informationer om uddannelsessted Psykiatrien Vest, Psykiatrien Region Sjælland.

Præsentation af uddannelsesstedet

Psykiatrien Vest (VEST) er en del af Psykiatrien Region Sjælland.
VEST varetager behandlinger på hovedfunktionsniveau af almen psykiatriske lidelser i Regionens seks nord-vestlige kommuner: Slagelse, Sorø, Ringsted, Odsherred, Kalundborg og Holbæk.

VEST udgør en stor del af det nye Psykiatrisygehus i Slagelse, som også rummer Afdeling for Retspsykiatri og Sikringsafdelingen.

Sengeafdelingerne på Psykiatrisygehuset i Slagelse er organiseret med en Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM) med 12 sengepladser, en intensiv psykiatrisk akutmodtagelse (PAM-I) med seks sengepladser og herudover to intensive afsnit (SL2 og SL3) med 15 sengepladser på hver, og to integrerede afsnit med 15 sengepladser på hver hhv. SL4 med affektiv specialfunktion og tilknyttet ECT-klinik og et blandet afsnit SL5. Endelig huses også SL6, som er det ene af regionens to gerontopsykiatriske sengeafsnit med plads til 17 patienter. Afsnittet betjener både VEST og ØST.

I Psykiatrisygehuset ligger desuden Akutteam (AAT) i tilknytning til PAM, Klinik for traumatiserede flygtninge (KTF), Ældrepsykiatrisk udeteam i tilknytning til SL6 samt en Fusionsklinik – et samarbejdsprojekt med fokus på patienter med psykose og diabetes.

Psykiatrisygehuset i Slagelse ligger klods op af Slagelse Sygehus og er forbundet med tunnel dertil. Der er tilsynsfunktion på de somatiske afdelinger og et fast samarbejde omkring ECT behandling, som primært varetages i Psykiatrisygehusets moderne faciliteter. Vi foretager såvel akutte som elektive tilsyn på Holbæk og Slagelse sygehuse.

Forskningsenhed Vest er et aktivt miljø med forskning, der spænder fra feltet ”Krop og Sind” over Psykoterapi RCTer til medicinsk uddannelsesforskning. ”Krop og Sind” er et forskerfælleskab på tværs af Psykiatrien Vest, Slagelse Sygehus og Steno Diabetes Center Sjælland. Her er såvel kliniske nyskabelser som en forskergruppe under opbygning med fokus på samsygelighed på tværs af psykiatri og kroniske medicinske lidelser. Forskningsenhed Vest har nyudnævnt (2019) professor i psykiatri, Sidse Arnfred, der har særlige opgaver indenfor psykoterapi forskning, som derfor vil være et felt i vækst de kommende år. Generelt er der dog stor imødekommenhed også over for ”bottom-up” projekter, så man går ikke forgæves med en idé eller lyst til at gå ind i et særligt psykiatrisk forskningsfelt.

Kontakt

Adresse

Psykiatrien Vest

Afdelingsledelse

Bygning 3, 2. sal

Fælledvej 6

4200 Slagelse

Se kort

Find vej - Slagelse