Søg hjælp så hurtigt som muligt
Hvis du er bekymret for, at du selv, eller en du kender, har psykose, så søg hjælp så hurtigt som muligt. Jo hurtigere du får hjælp, jo større er chancen for at blive rask.
Forskning viser, at det har stor betydning at hjælpe mennesker med psykose så tidligt som muligt. En tidlig indsats forkorter den tid, man er syg, og mindsker konsekvenserne af sygdommen.
Tid og tålmodighed er en vigtig faktor
Forløbet efter den første psykose kan være meget individuelt. Cirka halvdelen har ikke psykotiske symptomer et halvt år efter, de er blevet psykotiske for første gang. Men der er alligevel brug for tid til at komme sig og vende tilbage til skole og arbejde. Tålmodigheden er det vigtigste. Det tager tid at komme sig.
Mange kommer sig helt
Når man taler med mennesker 10 år efter, at de er blevet psykotiske første gang, har halvdelen ikke haft symptomer på psykose inden for det seneste år.