Om Center for Forskning i Personlighedsforstyrrelser
Centret er gennem forskning og udvikling forpligtet på at fremme forståelsen, klassificeringen, vurderingen og behandlingen af personlighedsforstyrrelse og relaterede psykiske lidelser. Dette inkluderer traditionelle typer af personlighedsforstyrrelse som borderline, ængstelig-evasiv, skizotypisk og narcissistisk såvel som relaterede aspekter af kompleks psykotraumatologi, dissociation og grænselandet til psykotisk forstyrrelse. Senest har vi påbegyndt forskning i ICD-11 diagnostik af personlighedsforstyrrelse hvad angår klassifikation af sværhedsgrad og specifikation af trækdomæner med vægt på anvendelse heraf i klinisk praksis. Vi har også tradition for at undersøge neurokognitive og samfundsøkonomiske aspekter af personlighedsforstyrrelse.
Vi søger at facilitere forskning baseret på bl.a. praktik, præ-graduate (inklusive kandidatafhandling), post-graduate, ph.d. og post-doc projekter.
Centret fungerer bl.a. som rådgiver for Region Sjælland behandlingsprogrammer ("Tema-Baseret Samarbejde"), der er orienteret mod personlighed, angst og depression.
Centrets historie
Center for Forskning i Personlighedsforstyrrelse eksisterer i forlængelse af en lang dansk tradition for forskning i personlighedsforstyrrelser under ledelse af professor Erik Simonsen.
Vores historie kan spores tilbage til en studiegruppe der samledes omkring Millons teori om personlighedsforstyrrelse i 1980'erne, på initiativ af Niels Strandbygaard, psykiater på Almenpsykiatrisk afd. ved Slagelse Sygehus. Dette foretagende blev ført videre af en dengang yngre læge ved navn Erik Simonsen, der sammen med psykologen Theodore Millon etablerede International Society for the Study of Personality Disorders (ISSPD) ved den første internationale kongres i København i 1988.
Dette lokale og banebrydende arbejde har siden faciliteret en voksende international udveksling mellem amerikanske og europæiske fagfolk og forskere, som fortsat er en vigtig del af centrets netværk af samarbejdspartnere.
I kølvandet på disse aktiviteter har professor Erik Simonsen fungeret som formand for ISSPD, har grundlagt World Psychiatric Association (WPA) Sektion om personlighedsforstyrrelser og har været formand for WPA/ISSPD Educational Program on Personality Disorders. Professor Simonsen (i samarbejde med Thomas A. Widiger) blev senere betroet af NIMH, WHO og APA til at gå i spidsen for at forberede grundlaget for en ny klassifikation af personlighedsforstyrrelse (se Widiger & Simonsen, 2005), som vi nu helt konkret har taget fat på i centret.
Kontakt
Adresse
Psykiatrien Region Sjælland
Center for forskning i Personlighedsforstyrrelser
Bygning 3
Fælledvej 6, 4. sal
4200 Slagelse
Ring til os
Skriv til os