PsykInfo er klar med nye arrangementer i efteråret
fredag den 26. juli 2024
Igen i efteråret 2024 kan borgerne i Region Sjælland tilmelde sig PsykInfos arrangementer og få basisviden om forskellige psykiske lidelser og recovery – det vil sige processen med at få det godt igen, når man er blevet ramt af en psykisk lidelse.
Ved hvert arrangement er der mulighed for både at høre et fagligt oplæg fra en fagperson i psykiatrien, og et personligt oplæg fra en EN AF OS ambassadør, som er et menneske, der selv har erfaring med at leve med psykisk lidelse.
Anne Mette Billekop, der er leder af PsykInfo Region Sjælland, fortæller om arrangementerne:
- Til PsykInfos arrangementer taler vi helt åbent om psykiske lidelser og vejene til at få det bedre. Vi tager fat i nogle af de mange spørgsmål og udfordringer, der kan opstå, når man har en psykisk lidelse, eller hvis man er tæt på et menneske, der har det psykisk dårligt. Vores håb er, at man ved at få faglig og personlig viden til vores arrangementer kan blive inspireret til, hvordan man selv kommer videre fra den situation, man står i.
Mød op eller se med online
PsykInfo byder på i alt ni arrangementer i efteråret. Fem af dem foregår på biblioteker i regionen, et arrangement afholdes i Sct. Hans Have i Roskilde og tre er online talks, som sendes på PsykInfos Facebook-side og senere på PsykInfos hjemmeside:
Viden om skizofreni og veje til at få det bedre
6. august, Slagelse Bibliotek
Natur og fællesskabers betydning for recovery
21. august, Sct. Hans Have, Roskilde
Depression og relationer
25. september, Solrød Bibliotek
Mænd og mental sundhed
10. oktober, online talk
ADHD og autisme på samme tid
23. oktober, Vordingborg Bibliotek
En hverdag med PTSD
29. oktober, online talk
Forældre til børn og unge med psykisk lidelse
12. november, Holbæk Bibliotek
Børn med ADHD
26. november, online talk
Når angst styrer livet
4. december, Nakskov Bibliotek
Tilmelding via hjemmeside
Deltagelse i PsykInfos arrangementer er gratis.
På PsykInfos hjemmeside kan man få et samlet overblik over hvor og hvornår alle arrangementerne afholdes:
www.psykiatrienregsj.dk/psykinfoarrangementer
Det er også via hjemmesiden, man skal tilmelde sig på forhånd for at kunne deltage i arrangementerne.
PsykInfos online talks sendes på PsykInfos Facebook-side: www.facebook.com/psykinfosjaelland
Efter udsendelsen på Facebook, vil online talks også være tilgængelige på PsykInfo - Psykiatri (psykiatrienregsj.dk).