Gå til indhold

Erfaren topleder er ny regionsdirektør i Region Sjælland

Mette Touborg tiltræder 1. oktober som regionsdirektør i Region Sjælland. Det er en erfaren topleder, der er vant til at arbejde i politisk ledede organisationer, der nu tager over.
Mette Touborg er i dag sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, men tiltræder 1. oktober som ny regionsdirektør for Region Sjælland.

Regionsrådet i Region Sjælland godkendte tirsdag 24. september på deres møde enstemmigt ansættelsen af Mette Touborg som ny regionsdirektør i Region Sjælland.

Mette Touborg, der i dag er sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, begynder i stillingen 1. oktober. Hun har tidligere været administrerende direktør i Københavns Kommune, borgmester i Lejre Kommune og kommer med mange års bestyrelseserfaring, blandt andet fra KL.

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen ser frem til samarbejdet med den nye regionsdirektør:

- Mette Touborg er en dygtig topleder der har stor erfaring med at arbejde i politisk ledede organisationer. Region Sjælland står foran en kæmpe opgave, hvor vi har et reformudspil, som lægger op til en sammenlægning med Region Hovedstaden. Dér får vi brug for en regionsdirektør, som kan navigere sikkert, strategisk og med god energi styrke relationer og bygge bro til vores mange samarbejdspartnere. Mette kan om nogen sørge for, at vi holder skarpt fokus på vores patienter, borgere og medarbejdere, siger Trine Birk Andersen.

Regionsrådsformanden understreger, at der fortsat udestår politiske forhandlinger på Christiansborg om en ny sundhedsreform.

- Vi har i Region Sjælland et meget skarpt fokus på, at vi nu skal lykkes med at løfte sundhedsvæsenet på tværs af sektorer og skabe både lighed og mere nærhed i sundhed, siger Trine Birk Andersen.

Klædt på til opgaven

Mette Touborg glæder sig til arbejdet som ny regionsdirektør og til opgaven med at realisere en sundhedsreform, når de politiske forhandlinger er på plads.

- Jeg glæder mig virkelig til samarbejdet på tværs af faggrupper, regioner og sektorer. Jeg føler mig rigtig godt klædt på til opgaven, men er naturligvis også meget bevidst om, at det er et stort ansvar. Med reformudspillet er der lagt op til en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Hvis udspillet vedtages politisk, får vi sammen med Region Hovedstaden ansvar for at sikre, at det bedste fra de to nuværende regioner samles i et endnu bedre sundhedsvæsen til gavn for borgerne, siger Mette Touborg.

- Det vil kræve vedholdende fokus og stærke samarbejdsrelationer at indfri de intentioner. Samtidig er der lagt op til et nyt og udvidet samarbejde med kommunerne, hvor vi med de nye sundhedsråd også skal finde gode lokale løsninger.

Lede, inddrage, samle og sætte retning

Den nye regionsdirektør peger også på vigtigheden af, at medarbejderne involveres tæt i hverdagen og ikke mindst i de kommende forandringer, som der lægges op til i udspillet til en sundhedsreform.

- Uanset hvordan den kommende sundhedsreform bliver, vil der være forandringer, som kræver stort fokus på ledelse. Vores dygtige og dedikerede medarbejdere skal også involveres tæt. Ellers lykkes vi ganske enkelt ikke. Så ledelsesopgaven er klar - vi skal samle og sætte retning for det nye, samtidig med vi holder næsen i sporet og sikrer stabil drift, fokus på patientrettigheder og nedbringelse af ventetider, siger Mette Touborg.

Når Mette Touborg pr. 1. oktober indtager stolen som regionsdirektør for Region Sjælland, vil det være den nuværende vicedirektør på Holbæk Sygehus, Dan Brun Petersen, der træder til som konstitueret sygehusdirektør.

Lone Lindsby, der har været konstitueret regionsdirektør, fortsætter i sin stilling som koncerndirektør.

Flere nyheder:

26. september 2024

Relevante borgere under 65 år kan nu også booke tid til vaccination

Er du i målgruppen for vaccine mod influenza og covid-19, så kan du bestille tid til vaccination. Find ud af, om du er i målgruppen, og hvordan du bestiller tid.

Læs mere

26. september 2024

Relevante borgere under 65 år kan nu også booke tid til vaccination

Er du i målgruppen for vaccine mod influenza og covid-19, så kan du bestille tid til vaccination. Find ud af, om du er i målgruppen, og hvordan du bestiller tid.

Læs mere

25. september 2024

Erfaren topleder er ny regionsdirektør i Region Sjælland

Mette Touborg tiltræder 1. oktober som regionsdirektør i Region Sjælland. Det er en erfaren topleder, der er vant til at arbejde i politisk ledede organisationer, der nu tager over.

Læs mere

24. september 2024

Trine Birk Andersen er ny formand for Region Sjælland

Fremover hedder regionsrådsformanden i Region Sjælland Trine Birk Andersen. Fokus bliver på at sikre mere nærhed og lighed i sundhed, så borgerne i regionen får samme tilbud som i resten af landet, lyder det fra den nyudpegede formand.

Læs mere