Pædagoger
Flere pædagoger i Psykiatrien
Som pædagog kan du med din faglighed og dine kompetencer være med til at skabe et bedre liv for vores patienter.
Vores pædagoger er en vigtig del af det tværfaglige samarbejde omkring vores patienter og bidrager med pædagogisk specialviden til det tværfaglige team.
Hos os er du som pædagog typisk ansat enten i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor du arbejder med miljøterapi med børn og unge, eller i vores retspsykiatri, men vi ansætter også pædagoger i den almene psykiatri.
Pædagog i børne- og ungdomspsykiatrien
Som pædagog i børne- og ungdomspsykiatrien kan du enten arbejde på et døgnafsnit eller i et af vores ambulatorier.
Du er med til at udrede børn og unge, og dine pædagogiske arbejdsopgaver favner blandt andet behandling, hvor du arbejder med sociale færdigheder, daglige kompetencer og strategier. Som pædagog i et af vores døgnafsnit indgår du også i arbejdet med miljøterapi for børn og unge.
Samspillet mellem børn, unge og de pårørende er helt centralt i vores arbejde. Du bruger de pædagogfaglige kernekompetencer som relationsarbejde, observation, kendskab til normaludvikling og helhedssyn hver eneste dag. Tværfagligt samarbejde er grundstenen i arbejdet, og som pædagog i Psykiatrien arbejder du i tværfaglige teams omkring patienten.
Pædagog i Retspsykiatrien
Som pædagog i retspsykiatrisk afdeling er særligt tværfagligheden og samarbejdet med andre faggrupper i højsædet i behandlingen af patienterne.
Vores pædagoger arbejder bl.a. med miljøterapi til udvikling af sociale færdigheder og mestringsstrategier. De pædagogfaglige kernekompetencer bliver bragt i spil i relationsarbejde, observationer, identifikation af ressourcer og udviklingspotentiale.
Du vil indgå i mange forskellige aktiviteter i dagligdagen, hvor det langsigtede mål er at medvirke til at hjælpe patienterne tilbage til deres hverdag. Aktiviteterne kan også have et kortsigtet mål med at aflede, støtte eller berolige en urolig patient.
Opdateret tirsdag den 10. dec. 2024