Behandlingen
Behandling
Inden for den første uge vil du sammen med din behandler lave en individuel behandlingsplan. Hvis du er under 15 år, skal dine forældre/pårørende inddrages i behandlingsplanen. Hvis du er over 15 år skal dine forældre orienteres om behandlingsplanen. Du får en kopi af din behandlingsplan, og du inddrages mest muligt i den.
Under indlæggelsen vil dit primære behandlerteam som kan bestå af læge, psykolog, sygeplejerske og pædagog sammen med dig planlægge din behandling. Behandlerteamet følger løbende op på de problemer og behov du har, i tæt samarbejde med dig og dine forældre/pårørende.
Hvis vi vurderer, at medicinsk behandling er nødvendig, vil du få mundtlig og skriftlig vejledning.
Hvis du oplever tvang i forbindelse med din behandling, vil du altid blive tilbudt en samtale om situationen bagefter. Her taler vi blandt andet om, hvordan situationen kunne have været løst anderledes. Du kan i folderen om patentrettigheder læse mere om dine rettigheder i forbindelse med din indlæggelse.
Miljøterapi
I løbet af en typisk dag forsøger vi at indrette aktiviteterne, så de støtter dig i at klare dig selv og i at være sammen med andre mennesker. Vi tilrettelægger hverdagen så den tager udgangspunkt i dine styrker og udfordringer.
Målet med aktiviteterne i det vi kalder miljøterapi er, at du:
- får bedre evne til at mestre de symptomer du oplever
- oplever en øget livskvalitet
- bedre kan mestre hverdagens udfordringer
- bedre kan varetage dine egne basale fysiske behov
Psykoedukation
Psykoedukation er information og undervisning om din sygdom. Det er vigtigt, at du og dine forældre/pårørende har forståelse og indsigt i din sygdom. Vi vil gerne hjælpe til at give dig/jer viden, så I kan genkende symptomer og faktorer, der kan forstærke sygdommen. Det kalder vi psykoedukation.
Motion
Motion og bevægelse kan for mange have en god effekt på psykisk sygdom. Det kan også have en positiv effekt på nogle af de bivirkninger, som noget medicin kan have. Derfor har vi fokus på bevægelse og fysisk aktivitet i hverdagen.
Alle fysiske aktiviteter planlægges sammen med dig.
Personale
På afsnittet er der tilknyttet flere forskellige faggrupper, der alle har forskellige roller i dit behandlingsforløb.
Plejepersonalet består blandt andet af sygeplejersker og pædagoger. Et mindre team vil være dit kontaktpersonteam og/eller dagens kontaktperson.
Lægen/specialpsykolog er ansvarlig for den behandlingsplan, som han/hun laver sammen med dig.
Der er mange andre faggrupper i Børne- og Ungdomspsykiatrien heriblandt lægesekretærer, socialrådgivere, kokke og køkkenassistenter. De bidrager alle sammen til, at dit forløb hos os bliver godt, og at du hurtigst muligt får det bedre. Serviceassistenter sørger for der er rent og pænt på vores afsnit.
Da vi er uddannelsessted for læge- og sygeplejestuderende, vil du kunne opleve, at der er elever og studerende i afsnittet.
Afsnittets daglige leder er oversygeplejersken, som er ansvarlig for kvaliteten og udviklingen af sygeplejen samt den ledende overlæge som har det overordnede ansvar for den lægelige behandling.
Samarbejde med andre instanser
Det er vigtigt, at du oplever, at dit forløb er så sammenhængende og smidigt som muligt. For at sikre dette vægter vi samarbejdet med andre relevante myndigheder højt.
Vi samarbejder med børne/ungdomspsykiatriens ambulante tilbud.
Vi samarbejder også med din kommune for eksempel PPR, egen læge, uddannelse, institutioner, jobcenter eller andre relevante områder.
Udskrivelse
Planlægningen af din udskrivelse indgår som en naturlig del af din behandling og begynder ofte i god tid.
Lægen og dit kontaktperson vil i samarbejde med dig lægge en plan for din udskrivning. Hvor lang tid du er indlagt varierer fra person til person, fra få dage til et par måneder. Vi tilstræber i samarbejde med dig, at du på forhånd kender din præcise udskrivningsdato.
Ved udskrivningssamtalen deltager forældre/pårørende også så vidt muligt.
I mange tilfælde er der behov for en revurdering af den hjælp og for eksempel det skoletilbud, som du fik inden indlæggelse.
Socialrådgiver tager med din/forældres accept kontakt til relevante myndigheder i hjemkommunen for at drøfte de aktuelle behov.
Vi lægger vægt på, at du er tryg ved udskrivning og kan overskue hverdagen. Vi bestræber os på at sikre en sammenhæng i behandlingen. Derfor vil du blive stillet en del spørgsmål om dine forventninger til tiden efter udskrivelse.
Kontakt
Adresse
Afdeling for Børne- og Ungdomspsykiatri
Ungdomspsykiatrisk afsnit U1 Intensiv - Roskilde
Bygning 29
Smedegade 16
4000 Roskilde
Se kort
Find vej - RoskildeRing til os
Opdateret mandag den 24. apr. 2023