Gå til indhold

Indlæggelse på afsnittet

Se kontaktoplysninger
Informationer til dig og dine pårørende, hvis du skal indlægges på Ungdomspsykiatrisk afsnit U1 almen.

Hvordan bliver du indlagt?

Du kan blive henvist til indlæggelse på U1 almen fra de børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorier i regionen.

Du kan også blive overflyttet fra andre afsnit i børne- og ungdomspsykiatrien eller fra et andet sygehus.

Ved indlæggelsen vil du og dine forældre blive tilbudt en samtale med en læge og eller andre fagpersoner fra afsnittet med henblik på afklaring af behov for indlæggelse, og planlægning af det videre forløb.

Patientmappe

Når du bliver indlagt, får du udleveret en mappe, der blandt andet indeholder et velkomstbrev med information om afsnittet. I mappen er der også en husordenen med praktiske oplysninger og ordensregler for afsnittet. Har du nogen spørgsmål, er du altid velkommen til at spørge personalet.

Hvad skal du medbringe?

Det en god idé selv at medbringe toiletsager, skiftetøj, sko til inde- og udebrug og den medicin, du plejer at tage. Medicin vil vi opbevare og udlevere, når det skal tages.

Vi anbefaler, at du opbevarer så få penge, smykker og værdier som muligt under indlæggelsen.

Du har selv ansvaret for penge, tøj og andre værdigenstande eksempelvis smykker. Afsnittet har ikke erstatningspligt, hvis du mister tingene, som du selv opbevarer.

Har du barberskraber, saks, neglefil eller andre skarpe og spidse genstande vil personalet opbevare dem for dig og udlevere dem ved behov.

Du må gerne have nogle af dine egne ting med på værelset (for eksempel sengetøj, plakater, et billede, bøger og blade) eller, hvis der er noget andet, der har særlig betydning for dig.


Kontaktpersonordning

Du får tilknyttet én eller flere sundhedsfaglige kontaktpersoner, når du bliver indlagt.

Kontaktpersonen hjælper dig under forløbet og besvarer spørgsmål, så du oplever sammenhæng og tryghed i forhold til din undersøgelse og behandling. Ordningen stopper, når du bliver udskrevet. Men du er velkommen til at kontakte os.


Hverdagen i afsnittet

Hverdagen i afsnittet er bygget op omkring en fast struktur med faste spisetider og planlagte aktiviteter. Det gør vi for at skabe en tryg, forudsigelig og genkendelig hverdag. Vi opfordrer dig til at deltage i de aktiviteter, der er aftalt for dig.

Hver morgen holder vi morgenmøde efter morgenmaden. Her planlægger vi dagens aktiviteter og fordeler eventuelle opgaver.

Der er forskellige aktiviteter i løbet af dagen for eksempel skole, kreativitetsrum, motion og praktisk hjælp med oprydning på værelset og til måltiderne. Aktiviteterne kan også foregå udendørs, eller vi kan planlægge ture ud ad huset. Du vil også løbende have samtaler med personalet.

Skolen er placeret i underetagen i samme bygning som afsnittet. Den drives af Roskilde Kommune. Lærerne på skolen tilrettelægger undervisningen, så den tager hensyn til de behov, du har. Der er mulighed for at begynde i skolen i det tempo, der passer dig. Du kan læse mere om skolen i pjecen her.

Aftenerne bruger vi på sammen at se tv, film, spille spil eller læse bøger, blade og aviser.

Om aftenen og natten er der ro. Weekenderne planlægges i samarbejde med dit kontaktteam. Vanligvis vil du være hjemme i weekenden.

PC, mobiltelefon og trådløst internet

Efter aftale med personalet må du gerne medbringe din egen computer eller tablet på eget ansvar.

Som hovedregel må du bruge din egen mobiltelefon, men telefonsamtaler skal foregå på dit eget værelse.

Af hensyn til de andres privatliv er det ikke tilladt at bruge kamera-, video- eller optagefunktionen på din mobiltelefon eller tablet.

Mad

Vi har tilknyttet en kok til afsnittet, der hver dag laver mad i vores eget køkken. Det er vigtigt, at de, der kan, deltager i fælles måltider. Derfor er der faste spisetider, hvor vi samles om måltidet.

Det er vigtigt for din trivsel og behandling, at du spiser god og nærende mad.

Tøjvask

Du kan benytte afsnittets vaskemaskiner og tørretumblere.

Rygning

Psykiatrien Region Sjælland er røgfrit område. Det vil sige, at rygning kun er tilladt udendørs i særligt afmærkede områder.

Visitation af dine ting

Hvis vi har mistanke om, at du har eller forsøger at tage medicin, rusmidler eller farlige genstande med ind på afsnittet, har vi mulighed for at visitere dine ting og eventuelt dig selv. Visiteringen af dine ting vil så vidt muligt ske, mens du er tilstede. Finder personalet medicin, eller genstande, der ikke må findes i afsnittet, giver vi det til dine pårørende. Hvis personalet finder ulovlige genstande eller rusmidler, vil de blive givet til politiet.

Dyr, husdyr

I U1 almen har vi en besøgshund, som kommer ca. en gang om ugen. Vi vil derfor ved indlæggelsens start tale med dig og din familie omkring evt. allergier og angst for hunde, således at vi kan tage hensyn til det.

Du må ikke have egne dyr med i vores afsnit. Hvis du eller en af dine pårørende har en førerhund eller en servicehund, gælder der særlige regler. Dem kan du spørge personalet om

Præst

Du har mulighed for at få besøg af en sygehuspræst, mens du er indlagt. Hvis du spørger, kan vi hjælpe dig med at få kontakt til præsten.

Hvis du tilhører en anden trosretning end den kristne, kan vi også hjælpe med at få kontakt til en repræsentant fra andre trosretninger end den kristne.

 

 

Kontakt

Adresse

Afdeling for Børne- og ungdomspsykiatri

Ungdomspsykiatrisk afsnit U1 Almen - Roskilde

Bygning 29

Smedegade 16

4000 Roskilde

Se kort

Find vej - Roskilde