Gå til indhold

Behandlingen

Se kontaktoplysninger
Information om selve behandlingen i Psykiatrisk Akutmodtagelse.

​Når du bliver indlagt i Psykiatrisk Akutmodtagelse, vil der være sundhedspersonale, for eksempel sygeplejerske og/eller læge, til stede. De spørger ind til dig og din aktuelle situation, som har ført til henvendelsen, og afklarer, hvordan vi bedst kan hjælpe dig med den akutte problemstilling. Til den indledende samtale vurderer vi din situation, og om det er nødvendigt, at du bliver indlagt.

Nogle gange vil en enkelt samtale med en medarbejder i Psykiatrisk Akutmodtagelse være nok. I andre situationer vil indlæggelse til videre udredning og observation komme på tale. Dette kan foregå direkte i Psykiatrisk Akutmodtagelse eller på et sengeafsnit. Hvis du indlægges i Psykiatrisk Akutmodtagelse, er du almindeligvis kun indlagt ganske kortvarigt – op til et par døgn - hvorefter du enten udskrives, henvises til hjælp andet sted eller indlægges til videre behandling i et sengeafsnit.

Indlæggelsen i Psykiatrisk Akutmodtagelse er præget af intensiv observation, pleje og behandling. I det intensive behandlingsforløb spiller samarbejdet med de pårørende en afgørende rolle, naturligvis på baggrund af dine ønsker til samarbejdet.

Indenfor det første døgn udarbejder vi i samarbejde med dig og eventuelle pårørende en foreløbig behandlingsplan, der beskriver, hvilke behandlingstiltag vi sammen vurderer gavnlige for dig. Du får en kopi af behandlingsplanen.

Hvis vi vurderer, at medicinsk behandling er nødvendig, vil du få mundtlig og skriftlig vejledning.

Vi taler også med dig om, hvad der hjælper dig bedst, hvis du får det dårligere under indlæggelsen.

Vi arbejder med at nedbringe brugen af tvang. Hvis du oplever tvang i forbindelse med din behandling, vil du altid efterfølgende blive tilbudt en samtale omkring situationen. Her vil vi blandt andet tale om, hvordan situationen eventuelt kunne have været løst anderledes, og hvordan du har oplevet det. Du kan i folderen om patentrettigheder læse mere om dine rettigheder under din indlæggelse.


Personale

På afsnittet er der tilknyttet flere forskellige faggrupper, der alle har forskellige roller i dit behandlingsforløb.

Plejepersonalet består af sygeplejersker samt social- og sundhedsassistenter. En medarbejder fra plejepersonalet vil være din kontaktperson og/eller dagens kontaktperson.

Lægerne er ansvarlige for den behandlingsplan, som de laver sammen med dig.

Der er mange andre faggrupper i Psykiatrien - heriblandt lægesekretærer, socialrådgivere, psykologer, ergoterapeuter med flere. De varetager hver især forskellige dele af din behandling og bidrager alle sammen med hver deres faglighed til, at dit forløb hos os bliver godt, og du hurtigst muligt får det bedre.

Serviceassistenter sørger for, at der er rent og pænt på vores afsnit.

Vi lægger vægt på, at behandlingen tilrettelægges ud fra dine individuelle udfordringer og på baggrund af professionelle faglige betragtninger.

Da vi er uddannelsessted, vil du kunne opleve, at der er elever og studerende i afsnittet.

Afsnittets daglige ledere er en ledende overlæge og en ledende oversygeplejerske.


Samarbejde med andre instanser

Vi synes, det er vigtigt, at du oplever, at dit forløb er så ensartet og smidigt som muligt. For at sikre dette tager vi tidligt i forløbet kontakt til relevante samarbejdspartnere, så vi kan koordinere hjælpen og sikre et sammenhængende forløb.

Blandt andet samarbejder vi med andre enheder i Psykiatrien, hvis du har et forløb der. Vi samarbejder også med din kommune, f.eks. socialpsykiatrien, bosteder, hjemmeplejen eller andre relevante områder.

Kontakt

Adresse

Psykiatrien Syd

Psykiatrisk Akutmodtagelse - Vordingborg

Færgegaardsvej 15

4760 Vordingborg

Se kort

Find vej - Vordingborg