Hvis du tilknyttes Klinik for Traumatiserede Flygtninge
Henvisning
Du bliver henvist til Klinik for Traumatiserede Flygtninge via din praktiserende læge, Psykiatrisk Akutmodtagelse, en sygehusafdeling eller en psykiatrisk speciallæge.
Din henvisning sendes til Psykiatriens Visitationsklinik, der vurderer alle henvisninger og afgør, hvor du bliver tilbudt behandling i Psykiatrien Region Sjælland. Visitationsklinikken vurderer på baggrund af henvisningen og eventuelt medsendte dokumenter.
Når Visitationsklinikken har modtaget din henvisning, vil du inden for 8 hverdage modtage et brev med tid til den første samtale i klinikken. Du vil få den først kommende ledige tid i klinikken - oftest inden for 30 dage.
Nogle gange bliver henvisningen tilbagevist, hvis det viser sig, at behandlingen vil kunne foregå enten hos en praktiserende psykolog, praktiserende psykiater eller i et kommunalt tilbud. Hvis din henvisning tilbagevises, får du et brev med en begrundelse. Det vil være en god ide, at du opsøger din praktiserende læge, så du kan blive henvist til det relevante tilbud i stedet.
Kontaktpersonordning
Du får tilknyttet én primærbehandler og en behandlingsansvarlig læge, når du begynder et forløb.
Primærbehandleren hjælper dig under forløbet og svarer på spørgsmål, så du oplever sammenhæng og tryghed i forhold til undersøgelse, behandling og sygepleje.
Du vil blive tilknyttet et tværfagligt team sammensat af sygeplejersker, socialrådgiver, psykologer, psykiatere, ergoterapeut, peer-medarbejdere, fysioterapeut og pædagoger.
Under dit forløb vil du derfor komme til at tale med flere medarbejdere i teamet.
Ordningen vil naturligt ophøre, når dit forløb afsluttes.
Praktiske informationer
Det er tilladt at ryge udendørs på særligt anviste steder i Psykiatrien Region Sjælland.
Du må ikke have dyr med i vores lokaler. Hvis du eller en af dine pårørende har en førerhund eller en servicehund, gælder der særlige regler. Dem kan du spørge personalet om.
Hvis vi vurderer, at der er brug for en døvetolk eller tolkning på fremmedsprog i forbindelse med din behandling, sørger vi for, at der bliver stillet en tolk til rådighed.
Samarbejde med andre
Vi synes, det er vigtigt, at du oplever, der er sammenhæng i dit forløb, og at det bliver så smidigt som muligt. Derfor arbejder vi sammen med andre om dit forløb, hvis du giver samtykke til det.
Hvis du er eller har været indlagt, samarbejder vi med afsnittet. Vi samarbejder også med din praktiserende læge og kommunens sagsbehandlere.
Vi anvender tolke, hvis du og/eller dine pårørende har behov for det.
Kontakt
Adresse
Psykiatrien Vest
Klinik for Traumatiserede Flygtninge - Køge
Glæisersvej 50, 2. sal
4600 Køge
Se kort
Find vej - KøgeRing til os
Opdateret fredag den 3. feb. 2023