Hvis du bliver tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik
Du bliver henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik igennem din egen læge, en speciallæge, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), kommunens socialforvaltning eller en af regionens institutioner eller sygehuse.
Din henvisning sendes til Psykiatriens Visitationsklinik, der vurderer alle henvisninger og afgør, hvor du bliver tilbudt behandling i Psykiatrien Region Sjælland. Visitationsklinikken vurderer på baggrund af henvisningen og eventuelt medsendte dokumenter.
Når Visitationsklinikken har modtaget din henvisning, vil du indenfor 8 hverdage modtage et brev med tid til din første samtale. Du vil få den første ledige tid i klinikken, oftest inden for 30 dage.
Du og dine forældre vil modtage et oplysningsskema og et skema om tilladelse til, at vi kan indhente relevante oplysninger fra andre instanser. Det er vigtigt, at I returnerer begge skemaer, så vi kan forberede os bedst muligt på din samtale, og så den praktiske arbejdsgang bliver så let og hurtig som mulig.
Når vi har fundet ud af, hvad du fejler, tager vi stilling til, om der skal planlægges behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Hvis du skal have behandling, skal den som hovedregel begyndes inden for 30 dage.
Nogle gange bliver henvisningen tilbagevist, hvis det viser sig, at behandlingen vil kunne foregå enten hos en praktiserende psykolog, praktiserende psykiater eller i et kommunalt tilbud. Hvis din henvisning tilbagevises, får du/I et brev med en begrundelse. Det vil være en god ide, at du/I opsøger dem, der har henvist dig.
Kontaktpersonordning
Du får tilknyttet én primærbehandler og en behandlingsansvarlig læge, når du begynder et forløb.
Primærbehandleren hjælper dig under forløbet og svarer på spørgsmål, så du oplever sammenhæng og tryghed i forhold til undersøgelse, behandling og sygepleje.
Du vil blive tilknyttet et tværfagligt team sammensat af sygeplejersker, socialrådgiver, psykologer, psykiatere, ergoterapeut, peer-medarbejdere, fysioterapeut og pædagoger.
Under dit forløb vil du derfor komme til at tale med flere medarbejdere i teamet.
Ordningen vil naturligt ophøre, når dit forløb afsluttes.
Praktiske informationer
Det er tilladt at ryge udendørs på særligt anviste steder i Psykiatrien Region Sjælland.
Du må ikke have dyr med i vores lokaler. Hvis du eller en af dine pårørende har en førerhund eller en servicehund, gælder der særlige regler. Dem kan du spørge personalet om.
Hvis vi vurderer, at der er brug for en døvetolk eller tolkning på fremmedsprog i forbindelse med din behandling, sørger vi for, at der bliver stillet en tolk til rådighed.
Samarbejde med andre
Vi synes, det er vigtigt, at du oplever, der er sammenhæng i dit forløb, og at det bliver så smidigt som muligt. Derfor arbejder vi tæt sammen med relevante samarbejdsparter.
Hvis du er eller har været indlagt, samarbejder vi med sengeafsnittet. Vi samarbejder også med din praktiserende læge, din kommune, skole og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Vi tager også kontakt til socialpsykiatrien i din hjemkommune for at holde netværksmøder med både kommune, skole og opholdssteder, hvis det er nødvendigt.
Kontakt
Adresse
Afdeling for Børne- og Ungdomspsykiatri
Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik - Næstved
Rådmandsengen 1A
4700 Næstved
Se kort
Find vej på Næstved SygehusRing til os
Børn
Opdateret torsdag den 26. jan. 2023