Vi arbejder for at sikre, at du oplever høj brugerinddragelse, høj faglighed og sammenhæng i dit forløb. Samarbejde, relationer og etik er vigtige elementer i behandlingen på De fire hjørner.
Inden for den første uge vil vi i samarbejde med dig lave en individuel behandlingsplan, som vi følger op på gennem lægesamtaler, individuelle samtaler med plejepersonalet og i samarbejde med din sagsbehandler fra kommunen. Behandlingsplanen danner udgangspunkt for dit behandlingsforløb, mens du er på De fire hjørner. Du får en kopi af din behandlingsplan, og du inddrages mest muligt i den. Hvis du giver tilladelse, kan dine pårørende også få en kopi af den.
Der er mulighed for samtale med læge på hverdagene. Du får nødvendigvis ikke samtale med læge hver dag, det afhænger af dit behov.
Du får tilknyttet et team med 6-9 kontaktpersoner, som sammen med dig planlægger dit forløb på de særlige pladser, og I tilpasser det sammen undervejs. Både lægen og andre faggrupper fra afdelingen bidrager også til denne plan ved behov.
Ved samtaler vil vi ofte være flere fra dit team til stede samtidigt. Beslutninger træffes så vidt muligt altid, mens vi er sammen med dig og meget gerne også sammen med dine pårørende.
Det er vores erfaring, at kontakten med andre mennesker er af stor betydning – også når man er syg. Derfor tillægger vi netværkssamtaler stor værdi. Det er samtaler, hvor for eksempel en samlever, god ven, familiemedlemmer, kommunens sagsbehandler eller andre af betydning for dig deltager sammen med dig og personer fra dit kontaktpersonsteam. Sammen lytter vi til de tanker, som de forskellige deltagere gør sig, og vi drøfter det fortsatte forløb.
Hvis dit kontaktpersonsteam vurderer, at medicinsk behandling er nødvendigt, vil du få mundtlig og skriftlig vejledning.
Vi taler også med dig om, hvad der hjælper dig bedst, hvis du får det dårligere under indlæggelsen.
Vi arbejder målrettet mod at nedbringe brugen af tvang, men hvis du oplever tvang i forbindelse med din behandling, vil du altid efterfølgende blive tilbudt en samtale omkring situationen. Her vil vi blandt andet tale om, hvordan situationen kunne have været løst anderledes
Du kan i folderen om patentrettigheder læse mere om dine rettigheder i forbindelse med din indlæggelse.
Rehabilitering
I løbet af en typisk dag forsøger vi at indrette aktiviteterne, så de støtter dig i at klare dig selv og i at være sammen med andre mennesker. Igennem rehabilitering støtter vi dig i at opretholde og træne dine evner til at gennemføre daglige gøremål som tøjvask, borddækning, indkøb og lignende. For at gøre overgangen fra at være indlagt til at blive udskrevet så let som muligt, træner vi, at gøremålene (for)bliver en naturlig del af din hverdag. Vi arbejder hele tiden med at finde opgaver og aktiviteter, der opfylder netop de ønsker og behov du har.
Sanseintegration
Vores fysio- og ergoterapeuter tilrettelægger behandlingstilbud med fokus på sansestimulation, da vi ved, hvor vigtigt det er at kende sine egne fysiske reaktioner i forskellige situationer. Dette kan medvirke til bedre at kunne bevare kontrollen over sig selv, angst, vrede, aggression, misbrug mm. Der tilrettelægges individuel plan i form af træningsøvelser, mindfulness, fokus på søvn – gode rutiner.
Der er mulighed for at låne kugle- og kædedyner samt andre redskaber i samarbejde med personalet.
Psykoedukation
Vi tilbyder undervisning og information om din sygdom og behandling og eventuelle rusmiddelproblematikker. Det kalder vi Psykoedukation. Det er vigtigt, at du og dine pårørende har forståelse og indsigt i din sygdom, så I har forudsætninger for at genkende symptomer og udløsende faktorer samt håndterer situationen bedst muligt. På den måde vil du have lettere ved at komme dig, og risikoen for tilbagefald bliver mindre.
Rusmiddelbrugsbehandling
Vi tilbyder rusmiddelbehandling som en integreret del af tilbuddet på De fire hjørner.
Det betyder, at såfremt du har et misbrug af enten alkohol eller stoffer, skal vi sammen lave en plan for, hvordan du skal arbejde på at reducere dette, og deraf også reducere skaderne heraf.
Behandlingen består af kognitiv rusmiddelbehandling både individuelt og/eller i grupper, medicinsk behandling, støttende samtaler både planlagte og ved behov, NADA behandling (øreakupunktur), fysisk og praktisk aktivitet.
Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet anvendes målrettet i din behandling. Motion og bevægelse kan for mange have en gavnlig effekt på psykisk sygdom og rusmiddelproblematikker. Det kan også have en positiv effekt på nogen af de bivirkninger, som noget medicin kan have.
Vi har fast fysisk aktivitet hver dag kl. 10 i form af gå/løbe- eller cykeltur, træning i motionsrum, morgengymnastik, eller andet – du er velkommen til at komme med forslag.
Der er også mulighed for andre former for fysisk aktivitet, både i og udenfor afsnittet. Vi har forskellige haveprojekter, udendørs maleropgaver, rengøring af fællesområderne indenfor, fisketure, m.m.
Alle fysiske aktiviteter planlægges sammen med dig. Aktiviteterne evalueres løbende i et samarbejde mellem dig og behandlingsteamet.
Personale
På De fire hjøjrner er der tilknyttet flere forskellige faggrupper, der alle har forskellige roller i dit behandlingsforløb.
Der er sundhedsfagligt, pædagogfagligt, terapeutisk, psykologer, socialrådgivere, læge, lægesekretærer, kokke og servicemedarbejdere.
For at du kan få det bedst mulige forløb på de særlige pladser, bidrager alle medarbejdere, hvor det er relevant, sammen med dig og arbejder mod dit mål.
Da vi er uddannelsessted, vil du kunne opleve, at der er elever og studerende i afsnittet.
Samarbejde med andre instanser
Under hele dit forløb er der tæt samarbejde med din kommune med regelmæssige statusmøder, hvor vi sammen følger op på planen og målene for dit forløb.
Alle andre relevante samarbejdspartnere inddrages også løbende, det kan være egen læge, Jobcenter, Kriminalforsorgen, uddannelsessted mm.
Udskrivelse
Et forløb på De fire hjørner strækker sig typisk over ca. 9 måneder.
Ca. 6 måneder inde i forløbet påbegyndes en udslusningsperiode. Vi lægger stor vægt på, at det skal være trygt at komme videre i livet efter forløbet hos os, og udslusningsperiodens længde er på ca. 3 måneder alt efter den enkelte patients behov.
I udslusningsperioden vil vi i tæt samarbejde med kommunen, F-ACT teamet og dig planlægge hvilken støtte, der skal være på plads efter udskrivelsen for, at du kan fortsætte med at fastholde dine mål og ønsker for fremtiden. Sammen støtter vi dig i at boligforhold, økonomi, beskæftigelse/aktiviteter samt praktisk støtte i hverdagen, fortsat behandlingstilbud og eventuelt rusmiddelbehandling er planlagt.
Kontakt
Adresse
Psykiatrien Syd
Afsnit for rehabilitering – De fire hjørner - Vordingborg
Indgang 41, 15S
Færgegaardsvej 15
4760 Vordingborg
Se kort
Find vej - VordingborgRing til os
Opdateret tirsdag den 25. jun. 2024